Medicintilskudsnævnet arbejder robotagtigt
Medicintilskudsnævnet arbejder robotagtigt
12.000 danske migrænikeres liv ændres fra 9. april 2018. Det er dagen, hvor det generelle tilskud forsvinder fra den medicin mod migrænen, som giver dem et rimeligt liv. Basis for beslutningen om at fjerne de generelle tilskud er taget af læger, som kun har en grundlæggende lægefaglig viden om migræne og behandlingen af migræne. Ingen neurologer eller eksperter i behandling af migræne har været hørt.
Lægemiddelstyrelsen har påtaget sig at gennemgå den medicin, som fås på recept (med tilskud), for at sikre, at der ikke bruges dyrere medicin end nødvendigt. Lægemiddelstyrelsen kalder det ’rette pille i rette mund’. Men uden lægefaglig ekspertise lykkes dette ikke.
Migrænikere tager især medicin af typen triptaner, når de har et migræneanfald. Tilskud til denne type medicin er i 2017 gennemgået af Medicintilskudsnævnet. Nævnet består af 8 personer (heraf 6 læger), som ikke har dokumenterede kvalifikationer indenfor migrænebehandling, men deres indstilling til Lægemiddelstyrelsen er alligevel grundlag for at ændre væsentligt på tilskuddene til triptanerne.
Medicintilskudsnævnet arbejder robot-agtig pga. manglende ekspertise
Nævnets indstilling til Lægemiddelstyrelsen kunne med lidt god vilje være skrevet af en robot. Det generelle tilskud til de dyreste mediciner fjernes. Sådan. Enkelttilskud (dvs. et livsvarigt personligt tilskud) kan selvfølgelig søges.
Robotten har læst Lægemiddelstyrelsens web-side med medicinpriser, og har også haft adgang til oplysninger om, hvor mange der i 2015 fik en recept på de forskellige triptaner. Den har desuden læst en generel vejledning til de praktiserende læger fra 2010 (Referenceprogram Diagnostik og behandling af hovedpinesygdomme og ansigtssmerter). Heri står bl.a. at ”de 7 triptaner er ligeværdige, men der kan være betydelig forskel på, hvor godt den enkelte patient responderer på de forskellige triptaner.”
Robotten fik ikke den sidste del af sætningen med, men hæftede sig ved at de 7 triptaner er ligeværdige.
Vi ved nu, at forskellen på migrænikernes reaktion på de 7 triptaner skyldes genetiske forskelle. Så robottens konklusion diskriminerer de ca. 10.000 migrænikere, som har den ’forkerte’ reaktion på de ældre triptaner, men som får det godt med en eller flere af de nyere triptaner. De skal nu betale fuld pris, eller få deres læge til at skrive en overbevisende ansøgning om enkelttilskud til patienten. Nogle læger tager honorar for at skrive ansøgningen om enkelttilskud.
Det er forskelsbehandling af en genetisk defineret gruppe migrænikere. Genetisk diskrimination må ikke forekomme i de lande, som har ratificeret EU's Charter of Human Rights 2012. Danmark har ratificeret charteret, bortset fra den del af teksten, som handler om diskriminering.
1.900 brugere af injektioner flyttes til næsespray med mindre virkning
Robotten har også konkluderet, at næsespray med stoffet Sumatriptan kan erstatte injektioner med det samme stof. Begge måder at indtage medicinen går nemlig uden om maven. Så hindrer kvalme og opkast ikke optagelsen af medicinen, er argumentet. Injektionerne, som er dyre, udleveres kun med det der kaldes klausuleret tilskud, og bruges kun til patienter der har diagnosen Hortons hovedpine.
Desværre er det ikke ligegyldigt, om medicinen kommer ind i kroppen via næsen eller som injektion. Injektionerne giver væsentlig lindring 2 ud af 3 gange hos 89% af patienterne, mens næsesprayen kun opnår at give tilsvarende lindring 2 ud af 3 gange hos 67% af patienterne (1). Dette er vigtigt for den hårdt ramte migræniker, som forsøger at fastholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Hver sygedag tæller. Forskellen i effekten har været kendt siden 2001, men robotten synes ikke at have kikket på kilder ud over Lægemiddelstyrelsens egne websider og Referenceprogrammet, som ikke indeholder en sammenligning af de forskellige indgivelsesmåders effekt.
Yderligere ca. 4.000 migrænikere mister tilskuddet til de smeltetabletter de foretrækker. Men andre smeltetabletter vil stadig kunne fås med tilskud.
Migræne danmark anbefaler at involvere eksperter
Medicintilskudsnævnets robotagtige ageren på migræneområdet er uacceptabel. Der er ikke grund til at antage, at arbejdet er udført anderledes indenfor andre sygdomsområder.
Migræne danmark anbefaler derfor, at der indføres en høringsrunde blandt eksperter på sygdomsområdet (gerne inklusive patientforeninger), inden Medicintilskudsnævnet i fremtiden fremsender et udkast til indstilling til Lægemiddelstyrelsen. Alternativt bør Medicintilskudsnævnet pålægges at søge oplysninger hos en række fageksperter indenfor hvert medicinsk område, inden der afsendes en indstilling til Lægemiddelstyrelsen.
(1) Carl G. H. Dahlöf, 2001. Sumatriptan: Pharmacological Basis and Clinical Results. Current Medical Research and Opinion 17(1s). https://www.medscape.com/viewarticle/429671_4